Mad

København: Astrid och Apornas Spiseri

Jeg besøger indimellem Astrid och Apornas café i Jægerborgsgade, især når jeg har lyst til noget snasket fast food. Jeg er nemlig helt vild med deres hotdogs og burgere og de billige priser. Stedet åbnede for nogle år siden, og der er sket meget siden åbningen. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg i starten slet ikke begejstret over stedet eller maden. Portionerne var små, burgerbollerne passede ikke til burgeren, og smagen var der bare ikke altid. Alligevel er jeg blevet ved med at besøge stedet, især fordi jeg ofte hørte fra andre, hvor godt de synes om stedet. De fortjente en chance til, og det er jeg glad for at jeg gav dem.

Det jeg rigtig godt kan lide er de forskellige valgmuligheder; vil man have en spicy eller røget veggiepølse i sin hotdog? Barbercue eller almindelig burgerbøf?  Hvilken slags topping eller fyld? Det er så lækkert og som sagt, dejligt snasket.

astridochaporna1

Smager det hjemmelavet? Nej bestemt ikke. Man kan godt smage at det er Astrid och Apornas færdiglavede pølser, bøffer og mayo de bruger (som kan købes i deres butik på Frederiksberg). Smagsoplevelsen kan derfor ikke sammenlignes med en hjemmelavet burger, som du eks. kan få på café Souls. Men det er heller ikke derfor jeg kommer der. Jeg kommer der typisk ,når jeg har tømmermænd eller lyst til noget snasket fast food, jeg ikke skal betale for meget for. Pris og smag synes jeg derfor, hænger rigtig godt sammen. Og misforstå mig endelig ikke, det smager altså godt! Men forventer du et gourmet måltid, er dette ikke stedet.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, er det indretningen. Det hele er lidt plastikagtigt og efter min mening ikke et særligt hyggeligt sted at sidde – medmindre man sidder udenfor, hvis vejret er til det. Udenfor er der en skøn nørrebrosk feeling og Jægerborgsgade har rigtig mange skønne butikker, man kan snuse rundt i.

Husk at tjekke åbningstiderne – de åbner forholdvist sent. Jeg er ofte gået forgæves, og det er altså mega surt!

Hvad synes du om Astrid och Apornas Spiseri?

grønnerehilsner

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar