Bæredygtige tanker

Mit nytårsfortsæt

Rigtig godt nytår derude! Jeg har ligesom mange andre reflekteret over, hvad jeg skal gøre bedre i det nye år. Det er næsten blevet en tradition i min familie at snakke om ens nytårsfortsæt i mellem jul og nytår. Ofte har mange af os ikke skænket det en tanke, eller måske bare haft lidt løse tanker omkring det. Men jeg kan godt lide at snakke om nytårsfortsæt, for det tvinger mig til at reflektere over, hvad jeg kan gøre bedre, og om der er nogle mål, jeg skal sætte for mig selv.

2016 blev for mig et år hvor jeg stillede mange store spørgsmål til min og andres eksistens; Hvad er meningen med det hele? Hvorfor gør vi de ting vi gør? Hvorfor accepterer vi så mange ting der er forkerte? Osv.. Til trods for mange læste bøger af diverse filosoffer og sociologer og lange samtaler med familie og venner, har jeg ikke fundet svaret på så meget. Men jeg føler en enorm stor afmagt til alle de forfærdelige ting, der sker i verden, alt fra uforståelige krige til oceaner af madspild til manglende forståelse af andre menneker og jeg kunne blive ved. Jeg synes, at vi som mennesker kan gøre så meget mere, end vi gør, og at vi i langt højere grad, burde se indad, og stille spørgsmålstegn ved de valg vi træffer. Også de valg der er blevet til en selvfølge, og som vi sjældent tænker på, som noget vi aktivt vælger. I min optik kommer vi med for mange dårlige undskyldninger, for hvorfor vi ikke gør tingene anerledes. Det er ofte ulejeligt eller for besværligt, eller også har vi helt mistet troen på, at vores valg kan gøre en forskel.

Jeg er træt af at føle så meget afmagt, og jeg er træt af at kigge på en verden, der så ofte gør mig inderligt ked af det. Derfor skal mit nytårsfortsæt for 2017 være: At gøre flere positive forskelle.

Jeg gør allerede mange positive forskelle, vil jeg selv mene. Men jeg kan sagtens gøre mange flere. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke går i stå med at starte nye projekter og ændre på gamle vaner, bare fordi jeg føler, at jeg i forvejen gør en del. Først havde jeg tænkt at mit nytårsfortsæt skulle lyde på, at jeg skulle gøre en positiv forskel hver dag. Og selvom det ville være et spændende projekt, frygtede jeg, at intentionen bag at gøre forskellen ville have for meget fokus på at indfrie mit nytårsfortsæt, end den forskel jeg rent faktisk ville være ved at udføre. For at gøre en positiv forskel skal være en uselvisk handling. Det skal ikke gøres for, at jeg kan få det bedre med mig selv. (Måske har jeg læst for meget Svend Brinkmann)

Og det behøver ikke være kæmpe forskelle. Små forskelle tæller også. Som at købe emballagefrit ind, gøre en god tjeneste, gå til demonstrationer omkring sager der betyder noget for en, donere nogle penge til et godt formål (små beløb – 5-10 kr., kan gøre en stor forskel), arbejde frivilligt i nogle timer, huske stofnettet når man skal handle, hjælpe andre, give et smil til en fremmed… Jeg kunne blive ved. Og man kan sikkert diskutere, hvor stor en forskel det gør at smile til en fremmede. Men pointen er at blive bevidst om ens handlinger og sende positiv energi ud i verden. For det tror jeg på smitter.

Jeg er pt. i gang med at læse en bog der hedder Active Hope af Christopher Johnstone og Joanna Macy, der netop omhandler temaet afmagt. I denne bog skriver de bl.a. om et eksperiment, hvor man forsøgte at efterlade mønter i en mønttelefon til den næste person der skulle bruge den. Når forsøgspersonen så trådte ud af boksen, tabte nogle med vilje en bunke papirer ud af hænderne. Det viste sig at de forsøgspersonerne der havde fået efterladte mønter, i langt højere grad hjalp personen der havde tabt papirerne, end dem der ikke havde fået nogle mønter. Det forsøg minder mig meget om den episode, der tog sted i Starbucks, hvor der skete en kædereaktion af kunder, der købte den næste kundes kaffe. Jeg er godt klar over, at det ikke er videnskablige beviste eksperimenter, men jeg synes de fortæller noget enormt vigtigt; at hvis andre gør noget godt for os, skaber det i langt højere grad overskud og lyst til også at gøre noget godt til gengæld.

Og der mangler i den grad overskud, og troen på at man kan gøre noget godt i vores samfund. For hvis vi ikke tror på det, udelukker vi chancen for, at der rent faktisk kan ændres på noget. Mange siger at 2016 var et lorte år, så hvorfor ikke aktivt prøve at rette op på det?

Har du et nytårsforsæt?

Relateret indhold

8 kommentarer

  • Besvar
    Randi
    2. januar 2017 at 12:21

    Dejligt og inspirerende indlæg. Tak for det 🙂

    • Besvar
      Mo Andersen
      2. januar 2017 at 13:44

      Hvor er jeg glad for, at du fandt det inspirerende, selv tak! 🙂

  • Besvar
    Liv
    2. januar 2017 at 12:33

    Smukt skrevet. Jeg ved ikke om 2016 var et lorte år, for mig var det i hvert fald i høj grad et år hvor jeg følte at der kom større fokus på det grønne – og det tror jeg på at der i endnu højere grad vil komme i 2017. Sammen kan vi gøre en forskel – og det er nok i fællesskab at vi skal tage kampen mod afmagten 🙂

    • Besvar
      Mo Andersen
      2. januar 2017 at 13:45

      Åh jeg synes ellers der er blevet truffet mange politiske beslutninger der går imod det grønne. Men heldigvis mærker det til at der i befolkningen er flere og flere der får øjnene op for det. Og ja! Sammen kan vi gøre en forskel. Tak for din kommentar 🙂

  • Besvar
    Birgitte
    5. januar 2017 at 7:34

    Jeg tror faktisk den der med at smile til fremmede er noget af det, der gør den største forskel. Der er alt for meget stress og sure mennesker i det offentlige rum, og bare én der har overskud, kan netop skabe en positiv kædereaktion. Jeg tror selv jeg vil begynde at smile mere til fremmede:)

    • Besvar
      Mo Andersen
      7. januar 2017 at 10:04

      Jeg har fået rigtig meget positiv feedback på det her indlæg, og der er mange der netop hæfter sig ved at et smil kan gøre en stor forskel! Fedt du blev inspireret til at smile mere til fremmede, jeg håber du får nogle varme smil igen 🙂

  • Besvar
    Trine
    14. januar 2017 at 15:02

    Hej Mo. Jeg er ved at læse en bog der hedder ” soul of a citizen”, der også handler om hvordan vi ved at engagere os i de ting vi tror på, kan gøre en forskel. Faktisk en ret opmundrende bog i en lidt trist tid 🙂

    • Besvar
      Mo Andersen
      17. januar 2017 at 3:34

      Hej Trine!
      Hvor spændende, den vil jeg tjekke ud. Tak for anbefalingen 🙂

    Skriv en kommentar