Steder og oplevelser

5 ting jeg har lært af at rejse alene

I starten af januar kastede jeg mig ud i verden for første gang på egen hånd. Jeg har før rejst alene og besøgt venner rundt omkring i verden, men dette var nyt; et fremmed land hvor jeg ikke kendte et øje på forhånd. Havde man spurgt mig for blot 5 år siden, om jeg ville rejse verden rundt alene, ville jeg formentlig svare, at det ville jeg ikke turde. Heldigvis udvikler man sig, og da jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg var i tvivl om hvilken retning, jeg skulle gå i, føltes det meget rigtigt at springe ud af min comfort zone og drage på eventyr.

Selvfølgelig er det hårdt at rejse alene, man skal være mere opmærksom og det er til tider svært ikke at have en god ven med til at dele alle oplevelserne med. Men man er på ingen måde alene, medmindre man selv vælger det. Der er så mange solorejsende ude i verden, at det er umuligt ikke at få en hel masse nye venner. Og så er det altså mega fedt! Selvom det kan være hårdt, er det størstedelen af tiden den vildeste oplevelse der føles så livsbekræftende; at kunne stå på egne ben og tage alle de steder hen man altid har drømt om. Suk, ja, jeg savner det allerede. Det lyder måske skørt, men jeg føler mig som en anden Mo, end den jeg var for 8 måneder siden. Jeg lærte meget af min tur, det meste kan man nok slet ikke beskrive, men jeg ville alligevel reflektere lidt over, hvad jeg har lært, som jeg vil bringe ind i min hverdag herhjemme. Her er 5 af dem:

At turde tage steder hen alene

Jeg har ofte ladet mig begrænse af, at jeg ikke kunne tage steder hen, fordi jeg ikke havde nogle der ville tage med mig. Det lyder fuldstændigt fjollet i mine øre nu, for hvorfor skulle man ikke kunne det? Det er det jeg har gjort de sidste 7,5 måned! Hvis der er noget man virkelig gerne vil, som eksempelvis at tage ud at rejse, skal man altså bare tage afsted. Det gælder også koncerter, biografen, restauranter og generelle oplevelser. Chancen for at du møder nogle, der også er taget alene afsted er forholdvis stor. Og selv hvis du ikke gør, er det fuldstændigt ligemeget. De fleste vil slet ikke ligge mærke til, at du er der alene. Jeg nyder også mit eget selskab meget mere nu. Og der er en frihed i at kunne bruge 5 timer i et museum, spise aftensmad kl 22 eller ændre planer i sidste øjeblik, uden at skulle bekymre sig om andres behov og lyster. Men jeg vil heller ikke lyve, det er vildt angstprovokerende at drage ud i verden alene, omend det “blot” er til et lokalt event tæt på ens hjem eller rejse til den anden side af kloden. Lyt til dig selv og tag små skridt. Men når man først har taget hul på det, opdager man, at det slet ikke er så farligt endda.

At møde nye mennesker

Ærligt indrømmet er jeg nok langt mere introvert eller extrovert. Det var derfor super nervepirrende i starten af være i et nyt land, snakke et andet sprog og ikke kende nogen som helst. Men med tiden og mange ophold på hostels fandt jeg hurtigt ud af, hvor nemt det er at møde nye mennesker. Især andre solorejsende. Folk er for det meste enormt søde, åbne og mindst lige så interesseret i at stifte nye bekendskaber som en selv. Nogle vil man blot have en kort samtale med, andre kan ende med at blive en ven for livet. Og er man træt af at drage ud på sine eventyr alene, kan man med garanti altid finde nogle der vil se de samme ting som en selv; spørg rundt på hostellet eller find en facebookgruppe med backpackers i samme land som dig selv.

At læse bøger

Jeg har læst rigtig mange bøger ude på min rejse. Jeg investerede i en Kindle sidste år da jeg var i USA og det er uden tvivl et af mine bedste køb. Dels slipper jeg for at slæbe på tunge bøger, men jeg får også læst meget mere, da jeg kan læse 3 bøger på en gang, og med det samme kan downloade en ny, når jeg har læst en bog færdig. Jeg læser ofte en skønlitterær, en faglitterær og en digtsamling på en gang alt efter hvilket humør jeg er i. Og jeg har lært at bøger gør mig motiveret, nysgerrig og klogere. Men vigtigst af alt får de mig til at slappe af, og nyde der hvor jeg er, hvilket i den grad er noget, som jeg har brug for i en hektisk hverdag herhjemme.

At være spontan og altid klar

Da jeg rejste, vidste jeg ikke meget om, præcis hvor lang tid jeg ville være væk, og jeg havde absolut ingen idé om, at jeg ville rejse i så mange lande (7 i alt). Jeg har erfaret, at det er trygt og rart at ligge en plan, men det er ikke altid det bedste. Måske hører man om et fedt sted, man har lyst til at tage hen, eller nogle inviterer en til aktivitet, men man kan ikke, for man har allerede booket og betalt sine næste uger frem. Ved at have en mere fleksibel rejseplan, kan man bedre være spontan men også mærke efter i sin mave hvad man virkelig har lyst til at gøre. Herhjemme vil jeg være bedre til at være spontan, og sige ja til folk der inviterer mig med til alle mulige arrangementer, også dem der umiddelbart ikke lyder som noget jeg interesserer mig for – det kan nemlig være en sjov oplevelse alligevel.

At gå på eventyr

Denne går måske lidt i tråd med det forrige, men ofte er eventyrene lige ude for ens dør. Ude i verden ville jeg ofte gå ud af min dør med ingen plan andet end at gå på eventyr i de nye omgivelser. Jeg er hverken den store adrenalinjunkie der vil bungy jumpe og skydive, eller den klassiske turist der gør alle de meget turistede ting. Jeg kan bedst lide at blende ind med de lokale (så godt som muligt), og jeg kan aller bedst lide blot at gå rundt end at tage offentlig transport, for så synes jeg, at jeg oplever, og ser så meget mere. Jeg ville ofte kigge på et kort og tænke “dét ser spændende ud, der prøver jeg at tage hen” uden at vide overhovedet, om det ville være et sted værd at tage hen til. Ærligt indrømmet, nogle gange ville det være en park fyldt med hjemløse, eller en antiklimatisk lille bygning med et underligt muséeum – men jeg ville aldrig fortryde at tage derhen. Det er en del af oplevelsen, og jeg fik set så meget på turen derhen, og oftest var der rent faktisk noget ret fedt at komme efter. Jeg er sikker på, at der er så mange steder jeg ikke har set i København og omegn, fordi jeg altid går de samme steder. Men jeg har lært, at jeg behøver ikke være en halv klode væk for at opleve noget nyt, eventyret er lige ude foran min dør, hvis jeg blot går derud.

Hvad har du lært af at rejse?

 

Fotograf og rettigheder hertil: Johanne Komal Müller

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Thea
    18. september 2017 at 19:45

    Kære Mo,
    Det lyder virkelig som et spændende eventyr, du har været på. Jeg har selv sabbatår, og er ved at planlægge en rejse solo eller med en veninde, som formentlig kommer til at foregå i Australien, New Zealand og muligvis i dele af Sydøstasien. Jeg spiser som du også plantebaseret og interesserer mig meget for bæredygtighed, permakultur og dyrevelfærd og kunne ikke undgå at bemærke på din Instagram, at du har været på en animal rescue farm i Australien og taget del i noget permakultur af en slags, som ser virkelig, virkelig spændende ud. Er der nogle steder/oplevelser/muligheder du stødte på på din rejse (som fx gården for landbrugsdyr), du vil anbefale for en grøn ildsjæl som mig? Mit hjerte kribler efter at rejse samtidig med, at jeg bliver klogere på den grønne omstilling, og du virker som den rigtige at spørge ind til om lige netop det. Håber du vil dele ud af dine erfaringer – tak for inspiration!

    • Besvar
      Mo Andersen
      20. september 2017 at 22:24

      Kære Thea

      Tak for din søde kommentar. Hvor lyder det bare spændende at du også skal afsted! Jeg brugte workaway rigtig meget til at finde frivilligt arbejde jeg gerne ville prøve af, så den kan jeg helt klart anbefale at blive medlem af. Jeg var et mega fedt sted med permakultur i Byron Bay i Australien der hedder “Paradise One”, det vil jeg varmt anbefale. Og Fat Cat Backpackers var mit yndlingssted i New Zealand, hvor jeg arbejdede som vegansk kok men som også har enormt mange grønne projekter i gang. Jeg vil ikke umiddelbart anbefale den farm sanctuary jeg arbejdede på. Jeg vil gerne skrive til dig på mail omkring hvorfor og hvilken en det er, hvis du vil høre nærmere? 🙂 Men jeg har en god veninde som arbejde på Sugarshine Farm i Australien som helt klar er noget du skal tjekke ud. Men brug workaway.info til at finde fede steder. Du behøver ikke en gang et log in for at se om der er noget for dig. Du kan søge helt specifikt på permakultur og animal rescue, så du ikke skal bladre igennem en masse rengøring og børnepasning 😉
      Og gid det var mig! Jeg har allerede fundet steder over hele verden hvor jeg vil arbejde frivilligt til næste gang jeg skal afsted. Pas på, når man først går i gang, bliver man helt bidt af det.
      Hvis du har flere spørgsmål, så tøv endelig ikke med at skrive 🙂

      • Besvar
        Thea
        16. oktober 2017 at 12:05

        Tusind tak for dit virkelig uddybende svar. I mellemtiden har jeg dog besluttet mig for at starte på højskole til januar, da det passer bedst ind i mit liv lige nu. Men hvis jeg tager et sabbatår mere, vender jeg måske tilbage til dig for råd, da det virkelig lyder som en spændende rejse, du har været på! Indtil da vil jeg følge lidt med i dine grønne projekter her på bloggen 🙂

        • Besvar
          Mo Andersen
          17. oktober 2017 at 10:10

          Hej Thea

          Hvor spændende! Jeg har selv været på højskole hele to gange fordi jeg synes det var så fedt. Jeg håber at du bliver lige så glad for det som jeg har været. Og dejligt du vil fortsætte med at følge med, det skal du være mere end velkommen til 🙂

    Skriv en kommentar