Inspiration

Workaway: Frivilligt arbejde i udlandet

Da jeg skrev om, at jeg var i New Zealand, nævnte jeg at jeg arbejdede frivilligt igennem en side kaldte Workaway. Dette har enormt mange mennesker spurgt mig om; Hvordan fungerer det? Hvor kan man gøre det? Vil jeg anbefale det? osv.

Og det korte svar er: Ja! Og jeg ville selv uden tvivl gøre det igen. Rent faktisk kigger jeg allerede på potentielle steder, hvor jeg gerne vil prøve at arbejde og rejse til. Det er en fantastisk mulighed til at forstå andre kulturer, møde en masse mennesker og få noget arbejdserfaring i områder man måske ikke ved så meget om.

Kort fortalt er Workaway er en side, hvor private såvel som virksomheder slår frivilligt arbejde op mod betaling i form af logi (og  mest ofte også kost!). Princippet bag er, at man arbejder 5 timer om dagen/5 dage om ugen. Det kan dog godt variere fra sted til sted, men dette vil fremgå af hvert steds beskrivelse, og er man i tvivl, skal man endelig spørge, inden man drager afsted.

Rejs billigt

Det er en utrolig billig måde at rejse på, hvis man udelukkende arbejder som frivillig. Det dyreste vil være transporten fra a til b – flybilletter kan godt være ret dyre, men med gratis kost og logi bruger du altså ikke andet, end de penge du selv vælger; til snacks, alkohol og ture rundt i området. Et af mine workaway steder var maden ikke inkluderet. Dog var det stadig betydeligt billigere, da jeg erfarede, at den næste store udgift efter transport, er logi, hvis man rejser i en længere periode.

Arbejdet

Det fede er, at du stort set kan arbejde med alt. Folk har brug for hjælp til rigtig mange forskellige ting, og det er derfor en oplagt mulighed, at få udviklet sine skills inden for et område man måske ikke ved så meget om. Jeg ville eksempelvis gerne lære noget mere om permakultur, og søgte derfor efter steder, hvor arbejdet inkluderede dette. Men det kommer meget an på, hvad man vil have ud af det. Vil man blot rejse billigt og møde de lokale eller andre rejsende, men er lidt ligeglad med selve “jobbet”, er der masser af rengøringsjob, og de er slet ikke så slemme! Jeg arbejdede på et hostel i San Diego, hvor jeg gjorde rent, men arbejdet var overskueligt, fordi man arbejder så få timer om dagen.

Det sociale

Det fedeste ved workaway er det sociale aspekt efter min mening. Workaway er ikke ment til, at man blot får et gratis sted at bo med gratis mad mod lidt arbejde hver dag. Det er en oplevelse, hvor man møder de lokale og (hvis stedet er stort nok) andre rejsende. Det er en udveksling mellem kulturer; det forventes at man engagerer sig, er tilstede uden for sine arbejdstimer, og lærer ens host og de andre bedre at kende. Dermed ikke sagt at man skal bruge alle 24 timer hver dag på stedet. Jeg drog ofte ud på dagsture, nogle gange af 2 eller 3 dages længde for at opleve alt det jeg nu ville i området. Men det forventes at man også er en del af hverdagen, og at man har lyst til at lære de mennesker, som man arbejder med og/eller for. Og hvorfor skulle man ikke også ville det? Nogle af mine bedste venner fra min solotur, er de folk jeg har mødt igennem workaway.

Alle kan gøre det

Ja, alle! Ligegyldigt alder. De fleste er selvfølgelig unge, da unge oftere har fri i skemaet til at rejse, men i princippet kan alle lave workaway. Så længe du er frisk på at give en hånd, kan snakke engelsk (for det meste, nogle steder er det engelske begrænset, men andre sprog kan bruges), og kan lide at være social, er der intet der står i vejen for det. Og hvis man ikke har lyst til at rejse alene, kan man også oprette en fælles profil, hvis man vil rejse med sin ven eller kæreste. Vær blot opmærksom på at dette medlemsskab koster lidt mere.

Hvordan gør man?

Det koster 29€ for 1 års medlemsskab, hvilket giver dig adgang til at skrive til de forskellige hosts. Det gode ved Workaway, i modsætning til WWOOF, er at du kan se alle profilerne, med ratings og det hele, inden du melder dig ind! Plus et medlemsskab hos Workaway gælder for hele verden og ikke kun ét land som hos WWOOF. Læs grundigt profilerne igennem da de fortæller dig alt du skal vide om arbejdet, og du får også en bedre fornemmelse af, hvem der står bag. Og vigtigst af alt: Læs andres oplevelser nede i bunden; hvordan har de vurderet stedet? Og hvodan beskriver de det? Hvordan har hosten svaret på anmeldelsen? osv.. Når du kontakter så skriv gerne noget om dig selv, hvorfor du kunne tænke dig at arbejde der, og hvad din rejseplan er. Det behøver ikke at være en hel roman, men det er en god start på dialogen.

Jeg arbejdede ofte steder, hvor jeg kunne være min. 3 uger ad gangen, da jeg godt kan lide at rejse mere langsomt. Og så prioriterede jeg også steder, hvor der var plads til andre frivillige rejsende, så der var en masse at snakke med. Men man kan sagtens arbejde hos steder i kortere tid, og der er også rigtig mange familier, der har brug for hjælp, hvor de kun har plads til én frivillig. Så det kommer meget an på hvad, man har lyst til at opleve. Og det gode er, at bryder du dig ikke om arbejdet eller menneskerne, så kan du altid bare smutte, som ethvert andet job – men gør det gerne på en pæn måde med en ordenligt dialog. Det er ofte en gensidig følelse, hvis noget ikke fungerer (ikke at jeg fik oplevet det, men mødte folk med sådanne oplevelser).

Hvis der er noget, jeg ikke er kommet ind på, som du undrer dig over så tøv endelig ikke med at spørge!

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar