Inspiration

10 idéer til gåturen

Hver måned har Sustain Daily en månedsudfordring, som i denne måned er at gå en tur. Jeg elsker at gå i naturen, og har i løbet af måneden reflekteret over hvor mange forskellige måder, man kan gøre det på. Selv bruger jeg meget naturen som en mood booster; jeg kan mærke at min humør oftest er bedre efter en lang gåtur. Men naturen lærer mig også utrolig mange ting, og mest af alt hjælper den mig til at forstå livets gang; at det skal blive vinter før det kan blive sommer, at det er okay at give slip på alle sine blade, for de skal nok komme igen, og at intet dør forgæves.

  1. Gå mindful og mediterende
    Jeg er meget inspireret af bøgerne How To Walk af Thich Nhat Hahn og Nuets Kraft af Eckhart Tolle efter en lang hike i New Zealands bjerge, hvor jeg ærgrede mig efterfølgende over, hvordan jeg havde brugt hele vejen op på at fokusere på at nå toppen uden at bemærke turen derop. Så nu går jeg for det meste uden noget i ørene, og bruger i stedet for gåturen til at øve mig på at være tilstede i nu’et. Jeg lytter til fuglenes sang, hvordan mine fodtryk lyder forskelligt alt efter om jeg går på en sti eller i nedfaldne blade, jeg samler kviste og blade op og mærker hvordan de føles i hænderne, jeg lægger mærke til hvordan vinden føles imod min hud, og hvordan den kolde eller varme luft føles i mine lunger og dufter i min næse, jeg stopper op og kigger på detaljerne omkring mig og jeg øver mig på at meditere samtidig; ikke at gå at tænke for meget, men bare være i øjeblikket. Det er svært, men når det lykkedes oplever jeg en glæde helt fra et sted i kroppen jeg ikke helt kan beskrive.
  2. Gå væk fra stien
    Alt for ofte går man på stierne, der fører en rundt i skoven, så man ikke så nemt bliver væk. Men det er altså meget sjovere at tage en afstikker et sted hvor der slet ikke er nogen sti. Der er så meget man aldrig ser ved kun at gå på stierne. Jeg bruger det ofte også når jeg løber, da jeg synes at det giver lidt spænding at gå og løbe steder hvor man egentlig ikke helt ved hvor man ender. Og så længe man har sin telefon med data eller et offlinekort med, kan man altid finde hjem igen.Her har en ven og jeg taget en afstikker i Dyrehaven hvor vi  nød soldnedgangen på en træstub.
  3. Lyt til podcast, en lydbog eller musik
    Nogle gange er jeg ikke i det rette humør til at gå mindful og meditere som i første punkt. I stedet har jeg fundet ud af at det er rigtig hyggeligt bare at gå og lytte til en lydbog, en podcast eller noget musik imens. Jeg bruger app’en CastBox hvor jeg downloader podcast til offline brug. Mine yndlings podcast er Mads & Monopolet, Fries Before Guys og Serial. Lydbøger kan man låne gratis over ereolen.dk. Og med musik skal man bare sætte det på man har lyst til, men hvis man nu ikke helt ved hvad man vil lytte til, kan jeg anbefale “mood” kategorien i Spotify appen, og vælge en playliste hvis navn runger lidt af det humør du er i.
  4. Tag notesblokken med
    Naturen inspirerer mig utrolig meget. Hvis jeg er i gang med en opgave eller et andet projekt, har jeg fundet at en gåtur nærmest altid genererer en masse idéer og nye perspektiver. Man kan selvfølgelig bruge sin mobil til at tage noter i, men jeg foretrækker at tage en notesblok med. Så stopper jeg op og skriver, så snart jeg får en ny idé eller tanke, der er værd at bringe med hjem. Jeg får ofte ret mange idéer, så jeg stoler ikke på, at jeg blot kan huske det hele, når jeg kommer hjem igen.
  5. Eller en god bog 
    Der er noget ved at sidde og læse en bog på en bænk eller træstub. Jeg er utrolig glad for min Kindle, som nærmest altid er med mig, hvis jeg får lyst til at læse et sted. Jeg plejer at finde et stille og roligt sted, hvor der ikke kommer for mange mennesker forbi, og kan snildt finde på at side der i en time eller to. For tiden læser jeg The Hidden Life of Trees: What they feel, how they communicate af Peter Wohlleben. Den handler om hvordan der er meget mere til træer end hvad vi giver dem credit for; de er en familie og de hjælper hinanden. Og det er altså noget magisk ved at sidde i en skov og læse om netop dette; hvordan skoven fungerer, på måder vi slet ikke er klar over.
  6. Lav en picnic eller tag madpakken med
    Det er lidt hyggeligt at spise ude i naturen. For mig hænger der enormt meget nostalgi ved det, da min farmor altid fik lokket min søster og jeg ud i skoven, for at spise frokost og spille matador. Det behøver ikke at kræve så meget andet end en hurtig smurt madpakke.Solnedgang i Vaserne nord for København
  7. Tag billeder
    Naturen er så smuk at der er så meget at tage flotte billeder af. Mine favorittidspunkter til dette er at gå en tur ved solopgang eller soldnedgang. Lyset skifter for hvert halve minut, og det er virkelig sejt at fange på et kamera, hvordan verden så hurtig kan skifte udseende i nyt lys.
  8. Udforsk en ny skov
    Det er ofte nemmest blot at gå ud af sin dør og hen i den nærmeste skov eller naturområde og traske rundt. Men forandring fryder altså en del. Det kræver blot en lille cykeltur, så er man i en ny skov der med garanti vil vække nye idéer og perspektiver, eller tvinge dig til at være mere i nuet fordi der er så meget nyt at se og opleve. Måske kan du liiige nå at se De 6 Glemte Kæmper – nogle store flotte træskulpturer lavet af kunstneren Thomas Dambo som er placeret i skove nær København.
  9. Udforsk din nærmeste skov til punkt og prikke
    Lidt i tråd med punkt 2, så kan det også være lidt sjovt at kende sin nærmeste skov eller naturområde rigtig godt. Jeg gjorde det mest som barn, hvor jeg fandt alle de gode gemmesteder, som føltes som om kun jeg kendte til. Med tiden vil man måske vide hvor pindsvindet holder til, hvor fuglene har lagt reder og man kan følge årstidernes forandring. Jeg synes det er lidt hyggelig at følge alle de her ting, måske vil du synes det samme?
  10. Gå tur som en del af et møde eller en date
    Jeg tror i er ved at fange, at jeg er ret begejstret for det med at gå. Jeg synes en gåtur er en oplagt date mulighed, og et endnu federe alternativ til at holde et møde end at sidde indenfor. Jeg kan godt lide at bevæge mig. Og som jeg har nævnt et par gange, tænker man altså anderledes udenfor, hvilket kan gøre mødet lidt mere interessant.

Har du nogle gode idéer til gåturen?

 

 

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Marianne Luna
    29. september 2017 at 9:18

    Virkelig dejligt indlæg, Mo 🙂

  • Skriv en kommentar