Opskrifter

2 slags pizzasnegle

Det er så nemt at lave pizzasnegle og de smager så godt. De er nemme at have med på farten og de er nemme at gemme i fryseren. De tager måske lige lidt tid at lave, da dejen skal have lov til at hæve; så de er et rigtig godt søndagsprojekt. Og så passer de perfekt til Sustain Daily’s månedsudfordring: At lave vegetariske madpakker. Haps haps. Her er en opskrift der snildt kan bruges til formålet.

2 slags pizzasnegle
Giver ca. 32 stk.

Dej (én portion til de to slags)

  • 42 gr. økologisk gær
  • Lidt lunt vand til at opløse gæren med
  • 3 dl grahamsmel
  • 3 dl rugmel
  • 7-8 dl hvedemel
  • 1 spsk. olie
  • 1 tsk. salt
  • 4 dl vand

Røde pizzasnegle

  • 1 glas rød pesto
  • 300 gr. gulerødder
  • 50 gr. vegansk ost*
  • Salt & peber
  • Oregano

Grønne pizza snegle

  • 1 glas grøn pesto
  • 450 gr. squash
  • 50 gr. vegansk ost*
  • Salt & peber
  • Oregano

*Den veganske ost kan udelades. Jeg brugte den fra Violife der kan købes i Meny.

Fremgangsmåde

  1. I en stor skål røres gæren ud med lidt lunt (fingervarmt) vand.
  2. Kom derefter resten af ingredienserne i, men tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, imens der æltes. Du skal måske bruge mere eller mindre hvedemel end der står i opskriften.
  3. Ælt dejen smidig til den ikke klistrer sig fast til dine hænder eller bordet.
  4. Lad dejen hæve et lunt sted i ca. 1 time.
  5. Forbered fyldet imens. Start med squashen som rives groft på et rivejern. Kom den revne squash i en finmasket si med en skål under og drys salt over squashen. Dette gøres for at få vandet ud af squashen, da pizzasneglene ellers bliver for våde. Lad det stå dryppe af, mens dejen hæver. Pres den sidste rest væske i squashen ud efter 1 time.
  6. Riv gulerødderne groft på et rivejern.
  7. Når dejen har fået lov til at hæve, deles dejen i to.
  8. Til de grønne snegle:
  9. Rul den ene dejklump ud på et meldrysset bord med en dejrulle. Rul dejen til en stor rektangel, som smøres med grøn pesto. Smør gerne helt ud til kanterne så hele dejfladen er dækket.
  10. Drys derefter squash samt den veganske “ost” (hvis du bruger denne) ud over dejfladen og slut af med lidt salt, peber og oregano.
  11. Rul nu dejen fra den lange side så du får en lang pølse.
  12. Skær pølsen i ca. 16 stykker. Et stykke skal ca. være minimum 2 cm. bred.
  13. Sæt stykkerne på en bageplade med bagepapir og vend dem fladt, så de ligner snegle (se billedet). Tryk dem gerne lidt mere flade.
  14. Til de røde snegle:
  15. Rul den anden dejklump ud på et meldrysset bord med en dejrulle. Rul dejen til en stor rektangel, som smøres med rød pesto. Smør gerne helt ud til kanterne så hele dejfladen er dækket.
  16. Drys derefter de revne gulerødder samt den veganske “ost” (hvis du bruger denne) ud over dejfladen og slut af med lidt salt, peber og oregano.
  17. Rul nu dejen fra den lange side så du får en lang pølse.
  18. Skær pølsen i ca. 16 stykker. Et stykke skal ca. være minimum 2 cm. bred.
  19. Sæt stykkerne på en bageplade med bagepapir og vend dem fladt, så de ligner snegle (se billedet). Tryk dem gerne lidt mere flade.
  20. Lad derefter de færdigrullede snegle hvile i 30 minutter.
  21. Tænd ovnen på 200 graders varmluft og bag i ca. 20-25 minutter eller til de har fået en gylden farve. Hvis du har 2 bageplader i ovnen ad gangen, kan det være smart at bytte rundt på pladerne halvvejs igennem bagningen.
  22. Spis dem lune, tag dem med i madpakken eller frys dem ned til en dag med mindre overskud. Velbekomme!

 

 

 

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Nanna Kiil
    10. oktober 2017 at 19:48

    Ihh de ser lækre ud. Men hvor finder du vegansk pesto? Dem jeg kan finde i butikkerne indeholder alle ost og nogen indeholder fåremælk. Kan du anbefale en god vegansk pesto?

    • Besvar
      Mo Andersen
      11. oktober 2017 at 9:31

      Hej Nanna
      Tusinde tak for din søde kommentar! Urtekram laver en rigtig fin pesto uden mælk. Der er også en rigtig dyr en i Irma med cashewnødder, men den kan jeg desværre ikke navnet på; den er i et højt aflangt glas. Håber det kunne hjælpe lidt 🙂

    Skriv en kommentar