Mad

Amsterdam: Men Impossible

Jeg var for nogle uger siden nede for at besøge min søster i Amsterdam. Hun har boet der nu i over 5 år, så jeg har haft massere undskyldninger for at komme tilbage til en af mine absolut yndlings byer. Og sidste besøg gav mig kun endnu en grund til at komme tilbage. Jeg fik nemlig et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået! Tæt på min søsters arbejde, ligger Men Impossible (jeg ved ikke lige hvad navnet skal betyde). En helt igennem autentisk japansk restaurant; maden er lavet så frisk som muligt af en japansk fyr, der står og ruller nudlerne på stedet.

Konceptet er, at man for 25 euro får en forret (nederste billede), hovedret (det øverste billede), en drink (øl eller sodavand) og afsluttende en kop te. Man bestiller igennem en udfylderformular, hvor man har nogle forskellige valgmuligheder omkring smagspræferencer og temperatur. Dertil er der lavet en ret fin japansk tegneserieinspireret guide, der illustrerer hvordan man bestiller, og guider en igennem sit måltid.

Forretten består af nogle små vegeboller på spyd med en form for syltede agurker, der smagte vildt godt. Dog tog hovedretten al min opmærksomhed. Jeg havde bestilt en spicy tomat ramen, hvor de andre havde bestilt svampe ramen. Normalt bliver ramen serveret med suppen og nudlerne i same skål, men her fik vi en skål med hver; en med suppe og en med nudlerne. Skålen med nudlerne var så flot anrettet, og mindede mig utrolig meget om mange af de måltider jeg fik i Japan; enkelt og elegant præsenteret.

Suppen var cremet og tyk, og var den absolut bedste ting ved måltidet. Mine smagsløg dansede! Der var så meget umamismag i både den og svampe suppen. Og de smagte tilmed også vidt forskelligt. Jeg ved faktisk ikke hvilken en der var min yndlings. Der var 3 valgmuligheder for suppen, og den sidste smagte vi ikke. Det ville ellers have været interessant, da den også var med tomat. Gad vide hvor meget den ville adskille sig fra den spicy tomat?

Cirka halvvejs igennem blev man opfordret til at blande chiliolien (eller hvidsløgsolien, som min søster valgte) og presse citronen ned i nudlerne. Ejeren fortalte at dette er for at bringe nye smage ind i retten og fornye den. Det var jeg helt vild med! Det var sådan en god idé. Ikke fordi jeg nåede at blive træt af maden, men det var interessant at tilføje nogle ekstra smagsgivere, så retten smagte en lille smule anderledes.

Al maden er 100% plantebaseret. Ejeren er ikke selv veganer, men oplevede at der var en efterspørgsel på markedet efter plantebaseret ramen. Ramen er normalt ellers lavet med kød eller fisk, men har utallige varianter alt efter hvor i Japan eller i verden man er. Det er et hyggeligt sted, hvor man sidder ved et langbord. Og jeg håber sådan at hans restaurant stadig vil være der til næste gang jeg besøger Amsterdam. Så hvis du skal et smut forbi Amsterdam, vil jeg stærkt anbefale at spise hos Men Impossible og gerne fortælle mig om du synes det var ligeså godt som jeg synes.

Adresse: Hazenstraat 19H, 1016 SM Amsterdam, Holland

Læs mere om Men Impossible her.

 

 

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Amsterdam: Dutch Weed Burger Joint ⋆ Grønnere
    21. november 2017 at 14:47

    […] er endnu en af mine små veganske café fund, på min seneste tur til Amsterdam.  Man kunne være fristet til at tro, at denne burger indeholder hamp. Men bare rolig, du bliver […]

  • Skriv en kommentar