Inspiration

5 bæredygtige gaveidéer

Julen er hjerternes fest ♥ Hvis dit julehjerte banker for bæredygtighed, bevidst forbrug, klimavenlige hverdagsvaner og inspiration til et grønnere liv, så er Sustain Daily Julestafet til dig. Vi viser dig hver dag i december, hvordan du kan tage dine grønne værdier med ind i juletiden.

Og dermed blev det Grønneres tur til at åbne 5. låge i julekalenderen. For første gang i år skal jeg ikke holde jul, da jeg tager en tur til Hawaii i stedet. Men jeg har stadig svært ved at ryste nogle af julens traditioner af mig. Jeg synes, det er enormt hyggeligt at give gaver. Dog har jeg med alderen fået det mere og mere ambivalent med at modtage gaver. En ønskeliste, der som barn var en kæmpe lang liste, er med årene blevet ikke eksisterende. Det er bare lidt underligt at dele sådan en liste ud, der er begyndt, at føles mere som en indkøbsliste. Men det er så dejligt at give. Min familie er heldigvis ikke så stor, og vi har alle en stor glæde ved, at give hinanden noget de har brug for, eller som vi synes, de skal have. Vi er i min familie alle meget bevidste om forbrug, klima og miljø, så jeg har her samlet 5 bæredygtige gaveidéer, som jeg vil bruge, og som jeg tænkte, der formentlig er flere i Sustain Daily miljøet, der vil føle sig inspireret af.

1. Brugte bøger
Jeg synes bøger er sådan en god gave. Der bliver læst rigtig mange bøger i min familie. Men nye bøger er ikke altid det mest bæredygtige valg, når man tænker på hvor mange træer det tager at producere nyt papir, afblegning af papiret, og farverne der bliver brugt til omslaget. Men på antikvariater, genbrugsbutikker, DBA og Amazon kan man finde et hav af gode brugte bøger. Bonus er, at det er meget billigere at købe brugte bøger end nye, så man passer også lidt på pengepungen samtidig. Et lille tip til hvis du vil give en helt bestemt bog, er enten at søge på DBA om nogen har den til salg eller spørge inde i antikvariatet eller genbrugsbutikken. De kan måske hjælpe dig lidt på vej, så du ikke skal kigge alle 10.000 bøger igennem i butikken.

Og et andet tip til dem der ejer en kindle, som jeg selv er den meget glade ejer af! Man kan inde på Amazons hjemmeside give lige den bog man har i tankerne i gave. Det gjorde min søster til min fødselsdag, hvor jeg fik et link til de 3 bøger hun havde købt til mig, som jeg derefter selv kunne gå ind og hente ned på min Kindle på deres hjemmeside. Det var så nemt og smart. Ved man ikke hvilken bog man skal give til Kindle ejeren, kan man også bare give et gavekort, der går ind på Kindle ejerens Amazon konto, så de selv kan købe den gave de lyster. Og endnu en bonus her er at Kindle bøger ofte er billigere en trykte bøger.

2. Støtte til velgørenhed
Et år fik jeg et fint brev om at min gave var en ged til en familie i Afrika. Hos blandt andet Folkekirkens Nødhjælp , Red Barnet og Børnefonden kan man give gaver til dem der virkelig trænger til lidt ekstra, hvor man får et fint kort i stedet, som man kan give til modtageren af den velgørende gave. Ellers kan en idé være at give et års medlemsskab til en velgørenhedsorganisation i gave. Det kan du gøre hos Danmarks Naturfredningsforening, WWF Verdensnaturfonden eller Praktisk Økologi. Modtageren af gaven får dermed et medlemskort, som kan give rabatter til forskellige butikker og restauranter, og har mulighed for at være med til arrangementer arrangeret af organisationen.

Ellers er der hjemløsekalenderen, som jeg dog ikke vil kalde velgørenhed, da både sælgeren og husforbi redaktionen tjenere på salget. Men – det er en rigtig fin kalender, hvor man lærer utrolig meget om de hjemløse og får 12 opskrifter oven i købet (der dog ikke er plantebaserede).

3. Bæredygtige produkter
Nogle gange har man brug for nogle nye ting. Min pung er eksempelvis ved at være slidt ret godt op. Det samme var min gamle rygsæk. Og min vandflaske har jeg mistet. Når man nu endelig skal købe noget nyt, kan man lige så godt gøre det bæredygtigt. Ofte køber jeg selv mine ting i genbrugsbutikker. Men det er ikke altid lige nemt at finde gaver i genbrugsbutikker. Og der er kommet så mange bæredygtige brands på markedet.

Selv er jeg ret begejstret for produkterne hos GåGrøn! på Jægersborggade i København (de har også har en online webbutik). Her sælger de den smarte Grünbag, som Sustain Daily anbefalede, og som jeg er den lykkelig ejer af, de virkelig lækre vandflasker fra Klean Kantean, som min søster er ret glad for, og har generelt en masse produkter, der gør det nemmere at leve zerowaste.

4. Hjemmelavede ting og godter
Jeg elsker at modtage gaver af nogen der selv har lavet det. Det er så personligt, og jeg bliver lidt beæret over at de har brugt tiden på at lave det til mig. Selv er jeg en der laver spiselige gaver. Et år gav jeg æsker af hjemmelavet chokolade i gave. Det var et kæmpe hit, og også ret sjovt at lave! Jeg sørgede for at fyldet smagte af noget, jeg vidste modtageren ville kunne lide, men som jeg ikke nødvendigvis selv ville præferere. I år leger jeg lidt med tanken om at lave min egen personlige blend af urtete og pakke det fint i.

Er man ikke til køkkenkreagaver, kan det være man er skrap med en hæklenål, nogle strikkepinde eller ved symaskinen. Min mor har igennem årene lavet en del huer, vanter, sokker og halstørklæder, og det er lidt hyggeligt at gå med noget hun har lavet.

Ellers kan man kaste sig ud i at lave badesalte, tandpasta, shampoo eller body lotion. Disse ville være perfekte til en, der prøver at leve mere zero waste, og er måske endda noget du får lyst til at lave i gave til dig selv (;

5. Oplevelser
Oplevelsesgaver er nogle af de bedste gaver i min verden! En gave til et café besøg til et sted man gerne har ville spise i lang tid, en tur i biografen til en ny spændende film, et museumsbesøg til en interessant udstilling, en weekend getaway osv. Og det bedste af det hele er, at man får tid sammen med gavegiveren! Det er så hyggeligt, lidt mere personligt, og er garanteret noget man vil huske bedre, end en fysisk gave om 10 år.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar