Bæredygtige tanker

Nytårsrefleksioner

Kære læsere. Der blev sgu lidt stille henover jul og nytår her på bloggen. Jeg tog mig den frihed at koble fuldstændigt af, og drog 2 uger til Hawaii, for at holde (næsten anti) jul og springe ind i 2018 som en af de sidste i verden. Det var så skønt med sol, varme og godt selskab. Nu er jeg kort hjemme, før jeg rejser tilbage til varmen, bare til den modsatte del af verdenen. Jeg både glæder mig, og er virkelig nervøs for det!

Sidste år skrev jeg  om mit nytårsfortsæt; at gøre flere positive forskelle. 2017 blev endnu et år for mig hvor jeg forsatte med at stille store spørgsmål om eksistens og mening. Det har været et år med fremgang, selvom det til tider har føltes som tilbagegang. Det hjalp mig at rejse ud i verden, at få nye perspektiver og virkelig lære mig selv bedre at kende. Men hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, om jeg har gjort flere positive forskelle, end jeg ellers ville have gjort, hvis jeg ikke havde haft det nytårsfortsæt. Dog tror jeg på, at ved bedre at kunne forstå verden, kan du også bedre hjælpe den. Verden er alt andet end sort hvid, og hvilke positive forskelle der kunne fungere i Danmark, kan ikke nødvendigvis fungere andre steder i verden.

Jeg har ikke noget nytårsfortsæt for 2018. Men jeg har reflekteret over mine intentioner for dette år, og hvilken energi jeg vil ind i det med. Jeg bruger rigtig meget af min energi med, at bekymre mig om hvad andre tænker, og hvad jeg føler der forventes af mig fra samfundet. Dette vil jeg gerne ændre på. Jeg vil også gerne arbejde på at turde stille mig mere såbart an. At skrive om at jeg droppede ud var et enormt personligt indlæg fra min side, og noget jeg sjældent ville dele så offentligt. Men det er gået op for mig, at hvis der ikke er nogen, der taler højt, om det der er svært, eller deler sine meninger eller erfaringer offentligt, vil disse perspektiver aldrig komme frem i lyset. Og det er en skam, da det kan gøre, at man føler sig enormt alene med sine følelser og tanker.

Så skål for et nyt år. Jeg er spændt på hvad det vil bringe, og jeg håber på at kunne dele så meget af det som muligt med jer.

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar