Bagom

moandersen1

Velkommen til min grønnere platform!

Mit navn er Mo – ikke et kælenavn, ikke en forkortelse, bare den lykkelige ejer af to forældre som er stærkt begejstrede for atypiske navne. Jeg er ikke den største fan af at skrive om mig selv, men selv synes jeg, det er meget rart, at vide lidt om personen bag en blog, så here goes:

 Jeg er en stor madentusiast – jeg elsker at smage ny mad, jeg elsker at eksperimentere med mad, jeg elsker at læse om mad (så meget at jeg har en uddannelse indenfor området) og jeg elsker at fotografere mad. Men ikke hvilken som helst mad. Jeg træffer langt de fleste af mine beslutninger på et etisk grundlag, og har svært ved at leve med at gøre noget, jeg inderst inde finder forkert. Derfor har jeg skåret alle animalske produkter ud af min hverdag, og i stedet gjort plads til meget mere grønt. Fordi det giver mening for mig, og fordi jeg oplever, at jeg er gladest sådan her. Så jeg er glad for mad – så længe der ikke er nogle dyr involveret i det.

Du har måske lyst til at kalde mig veganer, det kalder jeg også ofte mig selv, men egentlig kan jeg ikke lide at putte labels på ting og mennesker. Verden er slet ikke så sort/hvid, og jeg debatterer stadig meget med mig selv, omkring hvorvidt secondhand/genbrugs uldsweaterer og lædersko er forkert at gå med eller ej.  

For som den største hippie mine venner kender, er jeg nemlig også en stor fortaler for bæredygtighed. Jeg får dårlig samvittighed over at bruge plastik, lade lyset være tændt, have apparater på standby og smide brugbar mad, ting og tøj ud.

Og så elsker jeg at arbejde i en have! At få ting til at gro og gro sin egen mad er enormt livsbekræftende og lærerigt. Du kan derfor finde forskellige indlæg om haveprojekter og DIY’s, bl.a. om hvordan man kan gro sit eget avokadotræ.

Derudover er jeg en mega in-betweener; lige tæt på 20 som på 30, altså aldersmæssigt; imellem uddannelser, fordi jeg vil så meget, at jeg ikke ved hvad jeg vil; en halv fod i Danmark – en halv fod i resten af verden, for der er så meget smukt derude jeg endnu ikke har set, men hjemme vil altid være bedst.

Hvorfor navnet grønnere? Altså, egentlig er jeg bare virkelig glad for farven grøn. Så glad at jeg havde fået lov af mine forældre til at male hele mit værelse skrigende grønt i mine teenage år. Dét var tider! Og meget grønt, sjovt nok. Og så også fordi jeg prøver at være mere grønnere i min hverdag, du ved, stofposer over plastikposer, cyklen eller gåben over bus og bil, plantemad over kødmad, køleskabs-reste-fest over madspilds-fyldt-affaldssæk.

Bloggen her er blevet skabt fordi jeg gerne vil inspirere og lade mig inspirere. Det er et samlested for alle mine opskrifter, tanker og oplevelser. Vil du være grønnere med mig? Så skal du være mere end velkommen til at følge og kommentere på lige det du har lyst til.

grønnerehilsner